16. jun. 2012 – kl. 12.17

Præsidentens kvinde: Vinca LaFleur

I tre år var hun sammen med præsidenten over hele verden som taleskriver og speciel assistent. Præsidenten var Bill Clinton og taleskriveren Vinca LaFleur. Mød præsidentens retoriske rådgiver på Fagfestival.

Vinca LaFleur var præsident Bill Clintons taleskriver i tre år og skrev bl.a. hans verdenskendte tale om håb, som banede vejen for den afgørende fredsproces i Nordirland. En tale som gjorde indtryk netop på grund af dens retoriske greb. På Fagfestival vil hun naturligvis fokusere på tiden som præsidentens speciel assistent i Det Hvide Hus, men vi får også en dugfrisk analyse af de retoriske greb i det præsidentvalg, som er afgjort blot fire dage før Fagfestival. Desuden vurderer LaFleur talens betydning som et strategisk kommunikationsværktøj på topniveau.

Vinca LaFleur er i dag partner i West Wing Writers i Washington og selv en fremragende taler.

Når det er muligt, at få LaFleur til Danmark skyldes det et samarbejde med de rådgivende retorikere i Rhetor. Partner Peter Palshøj har via et personligt kendskab til LaFleur, formået at overtale hende til at komme til Danmark få dage efter præsidentvalget, bl.a. fordi hun også optræder på Rhetors konference Logograf den 13. november.

Af: Esben Ørberg